5 forslag til sociale aktiviteter på arbejdspladsen
1. Konkurrencer!
Alt efter erhverv er interne konkurrencer ofte noget, som kan engagere folk. Eksempelvis kan I i din afdeling opsætte en kalender for, hvem der motionerer mest. Det kan også være, hvem der går flest skridt i løbet af en dag eller hvem der i længst tid har holdt sig fra kage og andre søde sager på kontoret!
Vi har eksempelvis afholdt en skridttæller konkurrence, hvor tæt på alle medarbejdere deltog! Der blev virkelig kæmpet både i arbejdstiden og i fritiden. Første og anden pladsen gik til Tina og Jesper fra vores kundeservice, som gik henholdsvis 750.139 skridt og 601.938 skridt. Virkelig sejt gået!
2. Husk medarbejderarrangementerne
Er du en del af en større virksomhed, har du sandsynligvis mest at gøre med kollegaerne i din egen afdeling.
Få planlagt et arrangement som har bred opbakning på kontoret. Opret evt. en Doodle til at håndtere på hvilken dato flest medarbejdere kan deltage. Bowling, fodboldgolf, gokart, grillhygge eller andet er eksempler på aktiviteter, der med garanti vil falde i god jord hos de fleste. Det vigtigste er, at I mødes til en sodavand eller under mere uformelle rammer.
3. Løbe-, cykel- eller gåklub
Er I mange, som holder pause samtidig? Hvorfor så ikke få lavet en gåklub og bruge 10-15 minutter af frokostpausen på at gå jer en tur sammen? Den friske luft og den uformelle snak er en sand energibooster til resten af arbejdsdagen.
Rigtig mange løber eller cykler i deres fritid, og mange gør det også alene. Men hvis I er flere på arbejdspladsen med fælles interesser, så kan I med fordel gå sammen og gøre motionen endnu sjovere!
4. Motion – mens du arbejder!
Hvis du sidder på kontor en hel dag, har du garanteret nogle kollegaer omkring dig, som gør det samme. Husker I at komme op af kontorstolen og få gang i blodomløbet?
Hvis ikke kan I indføre små træningssessioner i løbet af arbejdsdagen. Brug eksempelvis fem minutter om formiddagen og eftermiddagen på, at I alle kommer ud på gulvet og laver englehop, høje knæløft eller andre øvelser, som I alle kan være med til. Det er altid en god idé, at have lidt træningsudstyr til arbejdspladsen til rådighed, der er skabt til kontormotion.
5. Markér hinandens mærkedage
Nuvel, det er ikke alle mærkedage, som behøver at blive fejret lige meget. Men fødselsdage er eksempelvis en mærkedag, hvor I som kollegaer med fordel kan gøre lidt ekstra ud af dagen.
Det handler altså om, at I sammen laver aktiviteter, der ikke nødvendigvis er arbejdsrelateret, og at I viser overfor hinanden, at selvom I ”bare” er kollegaer, så er det ret fedt at være en del af teamet!
Så se at komme i gang med de sociale aktiviteter og få styrket arbejdsglæden og effektiviteten på arbejdspladsen. Det vil I ikke fortryde!