Guide: Lav det professionelle visitkort

1. Kontaktoplysninger

Navn, titel, telefonnummer og e-mail siger lidt sig selv, men er selvfølgelig stadigvæk vigtige at huske. Hele formålet med visitkortet er at få delt disse oplysninger ud. Anvender du LinkedIn aktivt kan du med fordel placere adressen til din profil på visitkortet. Dermed giver du modtageren mulighed for at kunne finde dig endnu hurtigere derinde.

 

2. Brand & Identitet

Firmanavn, logo, adresse og link til jeres hjemmeside er informationer, som også er vigtige. Oplysningerne skal ikke have en central plads på visitkortet, da de skal ses som et supplement til dine personlige data. Dine visitkort skal følge den røde tråd i virksomhedens markedsføringsmateriale. Sørg derfor for, at visitkortet afspejler jeres visuelle identitet.

 

3. Design

Det skal være nemt og enkelt at aflæse de enkelte informationer, og placeringen af dem på visitkortet skal derfor udtænkes nøje. Opdel visitkortet, så dine personlige kontaktoplysninger står klart og tydeligt, og adskilt fra virksomhedens kontaktoplysninger.

Minimer antallet af farver og skrifttyper på dine visitkort. Det vigtigste er, at modtageren nemt og enkelt kan aflæse dine oplysninger samt huske dit visitkort.

Tip: Lad farverne fra dit logo gå igen på andre dele af visitkortet, og hold de resterende dele af visitkortet i mere neutrale farver for at undgå forvirring ved modtageren.

 

4. Personligt billede

Du kan gøre dit visitkort mere personligt med et billede. Tænk på, at de, som modtager dit visitkort, sandsynligvis modtager dem i stakkevis. Derfor kan du skille dig ud i mængden og i højere grad få modtageren til at huske dig, hvis dit visitkort indeholder f.eks. det billede, som du bruger på LinkedIn.

 

5. Bagsiden

Mange efterlader bagsiden af deres visitkort blanke, men vi anbefaler at placere f.eks. dit logo på bagsiden. Det kan også være et budskab eller slogan, som du med fordel kan tydeliggøre for modtagerne.

 

6. Papirvalg

Visitkort er et fysisk produkt og modtagernes følelse når han eller hun holder det i hånden, har også en betydning for, hvad personen instinktivt tænker. Et visitkort i unik eller ekstra god kvalitet kan derfor være det springende punkt, som adskiller dig fra mængden.

 

7. Og det allervigtigste!

Husk at læse grundig korrektur. Stavefejl og slåfejl er bandlyst på et visitkort!