Motion på arbejdspladsen

Fordele ved motion på arbejdet
Det kan være svært at få motion ind i en travl arbejdsdag, men fælles træning på arbejdspladsen kan have flere positive effekter. Afhængigt af træningsform og deltagernes udgangspunkt kan motion blandt andet bidrage til mindre muskel- og ledsmerter og øget trivsel.
Forskning peger også på, at kollegial træning kan styrke samarbejdet og i nogle sammenhænge være forbundet med lavere sygefravær og højere produktivitet. Effekten afhænger dog af blandt andet træningsform, deltagelse og den konkrete arbejdsplads.

Aktiv ved skrivebordet
Variation og bevægelse er den bedste medicin for et sundere liv. Med de rigtige produkter kan du nemt aktivere kroppen, både når du står og når du sidder. Samtidig øger du styrke, smidighed og stabilitet i kroppen. Træthed mindskes, koncentrationsevnen øges og du bliver mere produktiv. Og så bliver dagen lidt sjovere med træning på arbejdspladsen!
Kender du walk and talk?
Én måde at dyrke motion på arbejdspladsen på er ved at bruge pauserne eller møderne aktivt. Det kan være, du laver et ”walk and talk”-møde. I stedet for at holde møde, hvor I sidder over en kop kaffe, kan I lige så godt tage jakken på og gå en kort tur, mens I holder mødet. Så får I også frisk luft og klarer hovedet!
Her får du flere idéer til mere bevægelse:
- Gå lidt rundt, når du snakker i mobiltelefon.
- Rejs dig op af og til, hvis du har hæve-sænke-bord.
- Gå ned til din kollega i stedet for at sende en e-mail.
- Gå ned og hent vand eller kaffe eller gå på toilet et andet sted.

Styrketræning og udstrækning
Kontorarbejde kan være belastende for ryggen, nakken, skuldrene og armene. Din arbejdsstilling ved skrivebordet kan hurtigt resultere i spændingshovedpine eller muskelspændinger. Derfor er styrketræning, for eksempel med en bold eller en elastik, en god idé. Det gælder også udstrækning med eller uden redskaber.
Her får du tre udstrækningsøvelser, der er nemme at lave ved skrivebordet.
Stræk ud i nakken
Læn hovedet først til den ene side og så den anden side, forover og bagover. Læg evt. en hånd oven på hovedet. Du kan også strække ud ved at trække hagen ind og ud og lave dobbelthager.
Stræk ud i skuldre og ryg
Flet fingrene og løft dem op over hovedet. Træk armene lidt bagud, og læn evt. først til den ene side og så den anden side.
Stræk ud i lænd og ryg
Læg armene over kors, stå i skulderbred afstand og læn dig fremover. Lad nakken og armene hænge ned mod gulvet.